De fleste af os forholder sig i kortere eller længere stunder til vores værdier. Vi oplever en tørst efter viden og en higen efter at finde meningen med livet. Hvordan vi lever det bedst muligt.
DEN KONKRETE DAGLIGDAG
I dagligdagen, hvor livets alvor giver sig til kende på en mere jordnær facon, er vi dog meget konkrete både i tanke og handling. Vi skal forholde os til de daglige opgaver, vi står overfor. Uanset vores livssituation, så har vi altid noget praktisk og konkret at tage vare på.

Mange henvender sig til en coach for netop at få styr på noget ”konkret”. Lige fra en ændring af destruktive tanker til at få klarhed over en håndgribelig problemstilling. Med traditionel coaching søger man støtte til selv at tage en beslutning, at finde en løsning, finde en kompetence, til at stoppe en ødelæggende adfærd osv. Det, man tænker og føler i det øjeblik, man bliver ”godt coachet”, kan absolut også få én til at handle – fysisk eller i tanken. Den handling skaber en umiddelbar forandring. Umiddelbare forandringer holder dog ikke altid i længden. Ikke hvis det blot var et øjebliks entusiame, der har sat skub i handlingen.
VARIG FORSONING
Med eksistentiel coaching søger vi derfor at gå et spadestik dybere. Her arbejder vi også med en mere grundlæggende og varig “forsoning” af ens selv og ens værdier. Vi opbygger en udviklingsplatform – en start på en normativ rejse. Det giver en styrke til at blive “herre i eget hus”. Ønsker man at blive bedre til f.eks. prioritering, giver det god mening at forholde sig til begrebet prioritering og de tilknyttede værdier. Værdier som ansvar og retfærdighed, for på den måde at forholde sig til en selv som menneske, og hvorfor prioritering overhovedet er et aktuelt problem.
Det er min erfaring, at det at forholde sig til sine værdier sætter ens problematikker og evt. valg i perspektiv. Og på mange planer bidrager til at skabe varig forandring i det konkrete.